Er du ny i Søhøjlandets Kirke, eller overvejer du at kigge forbi? Så er du meget velkommen. Vi er en frimenighed i Gjern med omkring 200 medlemmer i alle aldre, og vi kommer fra Gjern, Voel, Skannerup, Sorring, Grauballe, Silkeborg og andre byer i Søhøjlandet. Kirken blev startet som et moderne alternativ til folkekirken: bibelsk funderet og relevant for livet, som det leves. Fællesskabet har været kernen fra begyndelsen, og det er stadig det, mange nye lægger mærke til først. Du kan altid komme til gudstjeneste og arrangementer som gæst – helt uforpligtende. De fleste søndage mødes vi kl. 10.30, og bagefter er der kaffe og plads til en snak.
Mange starter som gæster og opdager efterhånden, at Søhøjlandets Kirke er blevet deres kirke. Når du har besluttet, at Søhøjlandets Kirke skal være din faste menighed, opfordrer vi dig til at blive medlem. Som medlem er du med til at bære kirken – i bøn, i fællesskab og i tjeneste for hinanden og for Søhøjlandet. Vores vision er at være en nærværende kirke i tro på og efterfølgelse af Jesus Kristus, hvor alle kan komme, som de er, og møde Jesus, som Han er. Vil du høre mere om medlemskab, så kontakt præsten, som arrangerer en medlemssamtale med dig.
Medlemssamtalen er en uformel snak, hvor I lærer hinanden at kende. Niels fortæller om kirkens værdier og vision, om vores bekendelsesgrundlag, og om hvordan kirken fungerer med frivillige og gaver. Du får også mulighed for at fortælle om dig selv, og hvad du drømmer om at være en del af. Der er selvfølgelig god tid til dine spørgsmål. Når du er klar, beder du den ledende præst om optagelse i menigheden – så enkelt er det.
Som frimenighed modtager Søhøjlandets Kirke ikke kirkeskat. Kirken drives af medlemmernes gaver, og det er dem, der gør det muligt at holde gudstjenester, børne- og ungdomsarbejde, sjælesorg og alt det andet, der sker i kirken. Vi forventer, at alle medlemmer som minimum giver en fast gave, der svarer til den sparede kirkeskat – og gerne mere, så økonomien kan løbe rundt. Medlemmer over 18 år betaler et årligt medlemskontingent, som indgår i beløbet.
Som medlem bliver du en aktiv del af kirkens liv. Du modtager menighedsrådets nyhedsbrev, og fra du er 18 år, har du stemmeret og kan stille op til menighedsrådet ved den årlige generalforsamling. Derudover kan du blive tilbudt en plads i en kernegruppe – et lille fællesskab på 6–8 personer, der mødes for at bede sammen, dele liv og tale om Bibelen, og om hvad den betyder for hverdagen. For mange bliver kernegruppen det sted, hvor troen og livet for alvor deles. Mange medlemmer finder også deres plads som frivillige, fx i gudstjenesteteams, børne- og ungdomsarbejdet eller de praktiske opgaver. Vil du høre mere, så kontakt præsten.
Niels er præst i Søhøjlandets Kirke og kirkens primære medarbejder. Niels arbejder især med vores Gudstjenester, konfirmander, frivillige og personlige samtaler. Desuden er Niels fast medlem af menighedsrådet. Niels bor i Hammerum med sin familie, men har kontor i kirken i Gjern hvor han ofte kan findes på nær lørdage og mandage. Ring dog gerne for at lave en aftale først.